Sådan administreres vores lejligheder
FSP Pensions boliger administreres af Dan-Ejendomme as. Har du spørgsmål omkring administrationen, skal du derfor som udgangspunkt kontakte Dan-Ejendomme as. Dog administreres Spar Nord Huset i Aalborg af Spar Nord Bolig.
Ejendommene er en del af Pensionskassens samlede investeringsaktiver. Udlejning af lejlighederne sker med det formål at maksimere investeringsafkastet i Pensionskassen. Lejlighederne bliver derfor udlejet på markedsvilkår.
Søger du bolig?
Søger du en lejebolig, vil vi i første omgang opfordre dig til at besøge www.findbolig.nu. Her finder du en oversigt over lejeboliger, der er ledige nu. Du kan også læse nærmere om muligheden for at blive opnoteret på ventelister ved at klikke dig ind på www.findbolig.nu/fsp.
Sådan kommer du på ventelisten?
Medlemmer i FSP Pension har fortrinsret til lejlighederne (kategori I). Dernæst har medlemmernes børn fortrinsret (kategori II), mens øvrige personer uden tilknytning til FSP Pension opnoteres i kategori III.
Tildelingen af lejligheder sker med udgangspunkt i anciennitet på ventelisten, men kan dog også ske ud fra sociale eller forretningsmæssige kriterier. Direktionen i FSP Pension kan således op til 10 gange årligt fravige de generelle regler, eksempelvis ved ansættelse af en medarbejder i FSP Pensions sekretariat fra en anden landsdel.
Opnotering på venteliste til FSP Pensions boliger sker på en særlig hjemmeside www.findbolig.nu/fsp. Her findes ventelisten, hvor opnotering kan ske, når man har oprettet en personlig profil.. Det koster et årligt gebyr på 100 kr. at blive opskrevet på ventelisten. Har du spørgsmål vedrørende boliger eller venteliste, skal du kontakte udlejningsafdelingen hos Dan-Ejendomme as på bolig@dan-ejendomme.dk eller tlf. 70 30 22 13 mandag til fredag mellem kl.10.00 og 14.00.
Bor du i en ejendom administreret af Dan-Ejendomme as?
Hvis du bor i en ejendom administreret af Dan-Ejendomme, kan du på www.dan-ejendomme.dk finde din ejendoms personlige hjemmeside. Her kan du finde svar på oftest stillede spørgsmål i Dan-Ejendommes ServiceCenter, eller du kan sende en henvendelse direkte til den rette medarbejder i Dan-Ejendomme as. På siden kan du også finde oplysninger om økonomi, stamdata mv. Du kommer enten til ejendommens hjemmeside under menupunktet ’Find din ejendom’ eller ved at logge på med dit personlige password øverst i højre hjørne (login).
|