Du skifter job
Du behøver ikke gøre noget, hvis du får nye job, hvor din nye arbejdsgiver også indbetaler din pension hos FSP.
Hvis din nye arbejdsgiver ikke har en pensionsaftale med FSP kan du fortsat indbetale på din pensionsordning.
Du kan selv indbetale din pension hos os
Hvis du vælger, at fortsætte med at indbetale på din pensionsordning kan du beholde dine forsikringsdækninger samtidig og øge din pensionsopsparing. Du kan vælge enten at få din nye arbejdsgiver til at indbetale eller indbetale privat på din pensionsordning. Du kan kontakte FSP Medlemsservice for at få vejledning og rådgivning om, hvordan du kan fortsætte med at indbetale på din pensionsordning.
Du er dækket uden at betale
Når indbetalingerne stopper, beholder du automatisk dine dækninger ved sygdom og død i 12 måneder. Hvis du bliver syg, kan du søge om at få forlænget perioden uden indbetaling til din pension.
Du kan blive hvilende medlem (fripolice)
Du kan vælge at stoppe indbetalinger til din pensionsordning, når du får nyt job. Det betyder, at du bliver hvilende medlem, hvor vi fortsat forrenter din opsparing. Du skal være opmærksom på, at dine dækning ved sygdom og død bliver lavere.
Med en pensionsordning i FSP kan du altid vælge at indbetale på den igen. I nogle tilfælde skal du dog afgive nye oplysninger om dit helbred for at starte indbetalingen igen.
FSP Sundhedssikring – en fortsættelsesforsikring
Du har mulighed for at fortsætte din FSP Sundhedssikring på individuelle vilkår, hvis du har haft FSP Sundhedssikring via din arbejdsgiver. Du skal blot fortsat have din pensionsordning i FSP og være under 70 år. Du har også mulighed for at fastholde din eventuelle ægtefælle/samlever- og børnedækning.
Hvis du tegner fortsættelsesforsikring i indtil 3 måneder fra fratrædelsen, beholder du din anciennitet, og du skal ikke aflevere helbredsoplysninger eller have en ny karensperiode.
Du kan kontakte FSP Sundhedssikring, hvis du fortsat ønsker at være dækket på e-mail mail@fsp.dk eller på tlf. 33 46 12 12.
Har du ikke pensionsordning i FSP, har du mulighed for at fortsætte din sundhedssikring i Mølholm Forsikring A/S. Ring på tlf. 65 20 21 20.
Du kan flytte din pension til et andet selskab
Hvis du har skiftet til en arbejdsplads, som ikke har pensionsaftale med FSP, har du i de fleste tilfælde mulighed for at overføre dit depot til dit nye pensionsselskab.
Inden du flytter din pensionsordning, skal du dog være opmærksom på, at overførslen kan ske til en lavere grundlagsrente, det modtagne selskab kan trække omkostninger, og hvis du har en alderssum, kan den blive omlagt til en løbende ydelse. Endvidere vil dine risikodækninger i FSP bortfalde, og du vil normalt ikke få en tilsvarende forhøjelse af risikodækningerne i det nye selskab. Desuden kan din pensionsalder blive ændret, hvis du overfører din pensionsordning. Tjek laveste pensionsalder i FSP og i dit andet selskab.
Overfører du uden for jobskifteaftalens regler (senere end 3 år efter fratrædelse), trækker FSP et gebyr på 1.415 kr. (2012).
Genkøb af pensionsordningen
I pensionsregulativet for din afdeling kan du se reglerne for, hvornår du har mulighed for at genkøbe din pensionsordning. Hvis du har mulighed for at genkøbe din pensionsordning, beregnes genkøbsværdien med udgangspunkt i depotet. Der fratrækkes et gebyr på 1.415 kr. (2012).
Herudover fratrækkes en statsafgift på 60 % af din opsparing. |