|
|
|
|
22-12-2009 Depotrente 2009 – Aftale om finansiel stabilitet
FSP Pension har fastsat depotrenten for 2009 til 3 % efter skat for alle kunder, der har en traditionel pensionsordning med ydelsesgaranti og gennemsnitsrente.
Depotrenten for 2009 er fastsat ud fra den indgåede aftale om finansiel stabilitet på pensionsområdet mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring og Pension.
Ifølge aftalen skal pensionsselskaberne have fokus på konsolidering og må ikke øge forpligtelserne. Det sætter et loft over tilskrivningen af bonus. FSP’s depotrente for 2009 er derfor fastsat sådan, at hovedparten af pensionsydelserne ikke bliver reguleret ved årsskiftet.
Sikkerhed for opsparingen
'FSP’s kunder med traditionel opsparing med gennemsnitsrente har tryghed for deres pensionsydelser. FSP lægger derfor i den langsigtede investeringsstrategi stor fokus på sikkerhed, så vi kan opfylde vores løfte til kunderne,' siger direktør Steen Jørgensen, FSP Pension.
Han tilføjer, at den tætte risikostyring har sikret, at FSP hele året har befundet sig i Finanstilsynets grønne risikoscenarium, og at det fortsat er tilfældet.
Den finansielle krise har imidlertid gjort det dyrere at forsikre investeringerne mod udsving i kurser og renter. Sådanne forsikringer er nødvendige for at sikre, at de fremtidige pensionsydelser ikke nedsættes. Derfor er kundernes betaling for ydelsesgarantierne i 2009 fastsat uændret til 0,15-0,90 % (afhængig af grundlagsrenten) og bliver fratrukket, inden depotrenten bliver tilskrevet den enkelte kundes depot.
Gebyrer bliver justeret fra 2010
Ved årsskiftet justerer FSP sine gebyrsatser i forhold til prisudviklingen. Gebyrerne omfatter blandt andet medlemsgebyr, servicegebyrer for ekspeditioner, ændringer og vejledninger i forbindelse med pensionsordningen samt gebyrer vedrørende FSP Markedsrente.
De nye gebyrsatser kan findes på FSP’s hjemmeside fra årsskiftet.
Tilbage
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|